Guide til forældre

2010 10 Taekwondo 8368 Facebook

Taekwondo guide for forældre

Er du og dit barn nye i taekwondoens verden? Så læs med her og få et indblik i sporten og Fredericia Taekwondo Klub.

Som medlem i vores klub, bliver du og dit barn en del af vores fællesskab, der handler om meget mere end det, der sker på måtten. I klubben har vi især fokus på sammenhold, styrke og selvtillid. Vi dyrker de gode relationer mellem forældre, trænere, medlemmer og ikke mindst de frivillige, der er med til at skabe sjove træningsmiljøer og fællesskaber. I Danmark har vi med god grund en lang tradition for foreningsliv og idræt, som du og dit barn bliver en del af.

Taekwondo er en fantastisk sport, der styrker dit barn både fysisk og mentalt. Da det er en individuel sport, er den også med til at udvikle dit barns selvstændighed og selvtillid.

For mange kan kampsport virke som noget voldsomt, men det er i høj grad en sport, hvor man lærer at passe på sig selv og hinanden gennem gensidig respekt og selvkontrol. Nogle spørger, om det er farligt at gå til taekwondo, og nej, det er det slet ikke.

Hvad er taekwondo?

Taekwondo er en koreansk kampsport. Man kunne også kalde taekwondo for koreansk karate, da taekwondo og karate er en slags kampsport fætre, som dels har påvirket hinanden, dels er påvirket af kinesisk kampkust og krydret med lokale kampkunst stilarter. Taekwondo fik sit navn tilbage i 1955, og før da blev det kaldt Tang Soo Do. Den gren af taekwondo vi træner i Fredericia Taekwondo Klub kaldes Sim Uu Taekwondo, og har rødder i Moo Duk Kwan skolen. 

Men taekwondo meget mere end en actionfyldt kampsport. Det er også en livsstil, et socialt netværk og en livsindstilling med værdier som respekt, disciplin og selvtillid som nøgleord.

Med taekwondo kommer man i form, både fysisk og mentalt. Man bliver hurtig og smidig, og får styrket sin selvtillid og selvdisciplin.

Hvordan foregår træningen?

Træningen er altid tilpasset det enkelte holds alder og niveau. F.eks. vil der på de yngste hold være mere fokus på leg og bevægelse. Vi begynder altid med en god opvarmning for at undgå skader.

Dernæst vil der ofte blive trænet forskellige teknikker, kondition og styrketræning.

Alle vores trænere har en idrætsfaglig træneruddannelse ud over at de er taekwondo uddannet. Den idrætsfaglige træneruddannelse er så vigtig en del, at den er indbygget i vores bæltesystem, så man ikke kan blive sortbælte uden også at have denne del med. Vores idrætsfaglige træneruddannelser er DIF godkendte, og det er også DIF godkendte undervisere, som forestår uddannelserne.

Graduering, hvad er det?

Graduering er en prøve, hvor man skal vise, om man er dygtig nok til at få den næste bæltegrad. De fleste bæltegrader har hver sin farve.

De første grader hedder kup-graderne, og går fra 10. til 1. kup, som er den højeste elevgrad. Dan-graderne er ekspert-graderne og alle sorte. De starter med 1. dan og ender med den højeste, som er 9. dan. Graderne 4. dan til 9. dan er mester grader, hvor 8. og 9. dan indehavere er stormestre. I Fredericia Taekwondo Klub følger vi grundlæggeren af Sim Uu Taekwondo, Stormester Ko Tai Jeong, 9. dan.

Deltagelse i konkurrencer

Vi er en aktiv del af taekwondomiljøet i Danmark og deltager i de fleste stævner, ligesom vi også ofte selv arrangerer stævner. Til stævnerne får man lov at prøve sine evner af og det er noget mange ser frem til. Det er også her, at der skabes gode relationer mellem forældre, trænere og udøvere på tværs af hold og klubber.

Klubben og fællesskabet

Sport handler om meget mere end selve sporten. Det handler i høj grad også om fællesskabet. I Fredericia Taekwondo Klub holder vi mange sociale arrangementer, hvor vi både hygger og dyrker taekwondo, som f.eks. vores Power Weekend. Du kan læse mere om vores arrangementer på undersiden om events.

Derudover er der også flere arrangementer på tværs af klubber, f.eks. sommerlejr, hvor det sociale er i højsædet.

Forsikring

Da taekwondo er en kampsport, kræves der en særlig forsikringsdækning, da forsikringsselskaberne kategoriserer taekwondo som farlig sport. I Fredericia Taekwondo Klub er vi medlem af Dansk Taekwondo Forbund, og er igennem dette medlemskab dækket af en kollektiv ulykkesforsikring. Som medlem af Fredericia Taekwondo Klub behøver du derfor ikke selv købe den særlige ulykkesforsikring. Det fungerer på den måde, at man som medlem én gang om året opkræves et medlemsgebyr til Dansk Taekwondo Forbund, hvilket ud over forsikringsdækning giver mulighed for deltagelse i forbunds arrangementer og stævner.

Vil du vide mere

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har nogle spørgsmål. Langt de fleste ting, vil du kunne finde svar på her på hjemmesiden. På siden Bliv Medlem står der også, hvad du skal gøre, hvis du eller dit barn gerne vil besøge os for at se, om taekwondo er noget for jer.

Vi glæder os til at se jer i klubben.

Spørgsmål og kontakt 

info.tkd.daehan@gmail.com